Det Gode Råd

Jeg er Facebookvenner med min 12-årige kusine. Hun har over 300 jævnaldrende venner, og jeg tror, hun har glemt, at der gemmer sig enkelte voksne imellem. I hvert fald kan jeg se på hendes wall, at hun og veninden planlægger at tage til en hemmelig nytårsfest. Hendes forældre - som ikke er på Facebook - tror, at hun skal til nytårssleep-over hos veninden. Hun er også tagget i billeder, hvor hun drikker sig meget fuld, ryger og kysser drenge, så det er nok ikke sodavandsfest med ballondans, hun skal til. Ikke for at lyde snerpet, men er det ikke lidt tidligt? Er der alternativer til at sladre til hendes forældre? Hun ser mig lidt som en cool storesøster - og det vil jeg jo gerne bevare. Kh U-cool Nanna, 24.

Kære Nanna,

Det er et svært dilemma, du har skrevet til os - og tak for det.

Der er selvfølgelig alternativer til at sladre til forældrene. Der er bare ikke nogen af dem, der er brugbare. Viden forpligter.

Dengang i stenalderen, hvor jeg var 12 år gammel, var der også småfester og alkohol.
Der var også en grøn look, der står tydeligt i min hukommelse, men dengang var der ikke druk i de mængder, jeg kan høre at ungdommen kaster sig ud i nutildags - ihvertfald ikke for mig.
Som du kan se på facebook, er der nu tale om hele flasker sprut og muligvis også stoffer. Det er meget langt væk fra de to øl, jeg fik lov til at tage med til fest.

Det kan godt være, at jeg lyder gammel og ufestlig når jeg løfter min forstenede pegefinger om et par linier, men hellere lyde tanteagtigt snerpet end støtte, at der kan ske din meget unge kusine noget:

Hvis du ikke synes, du selv vil  sørge for, at din fest-kusine ikke kommer galt afsted, så må du give det ansvar videre til de rigtige voksne: Hendes forældre. Det er vel også der, det hører til.
Og her er det så, at jeg begynder at se en variant:

Du har muligheden for at fortælle dem, at du har fået nys (bare lige for at bruge et totalt mormor-ord) om, at deres datter skal til fest nytårsaften og at du synes, de skal spørge ind til, hvem hun skal være sammen med, hvor de skal være, hvad de skal lave - og at de måske lige skal ringe venindens forældre op.
Din onkel og tante behøver ikke nødvendigvis nævne, at de har informationen fra dig, men du har brug for at give ansvaret videre til dem. (Når de nu ikke selv er på facebook).

12 år er alt for ungt. Reelt set har du ikke noget alternativ.

Kærlig hilsen og godt nytår. Jeg fortsætter med at male fanden på hulens væg.

Lene

Min veninde, som jeg er ret ‘tæt’ med har en hjemmeside, som hun selv synes er interessant, sød og sjov, men som ikke får hendes humor formidlet sådan helt rigtigt. Sagt på den direkte måde: Hjemmesiden er pinlig, kikset og får mig til at krumme tæer. Problemet er nu, at hun vil skrive linket til hjemmesiden i en ansøgning (til en stilling som kommunikationsansvarlig) og bruge den som reference. Skal jeg fortælle hende sandheden?

Du er ude i noget meget svært: At sige sandheden, selvom den gør ondt. Men det er vigtigt, at du får det gjort, inden din veninde træder næste skridt ud i den sump, hun allerede har placeret det ene ben i.

Du bliver nødt til at fortælle hende, at siden ikke fungerer. For det stakkels firmas skyld, men mest for hendes egen skyld. Det kan gøres på mange måder, og der er næsten altid et eller andet positivt at finde i selv det værste bras.

Indrømmet, jeg ville selv have problemer med det. Men jeg vender situationen om og tænker på mig selv i den pinliges situation. For eksempel skriver jeg noveller, og jeg vil til hver en tid foretrække sandheden af en kritiker frem for et falsk klap på ryggen.

Skulle hun blive sur over din kritik, er det ikke din skyld. Enhver, der præsenterer noget på det store internet, må forberede sig på lidt af hvert. Man kan ikke tilfredsstille alle, men hvis du gør hende klart, at du finder hendes side pinlig, kan du med sindsro lade hende vandre videre ud i sumpen, hvis hun virkelig ønsker det.

Måske bliver hun endda glad for din kritik. Hvis hun har det ligesom mig, tror hun nemlig ikke på ros men venter på den negative kritik, som naturligvis er den mest sande og ægte.

Held og lykke,
Thomas

Min veninde, som jeg er ret ‘tæt’ med har en hjemmeside, som hun selv synes er interessant, sød og sjov, men som ikke får hendes humor formidlet sådan helt rigtigt. Sagt på den direkte måde: Hjemmesiden er pinlig, kikset og får mig til at krumme tæer. Problemet er nu, at hun vil skrive linket til hjemmesiden i en ansøgning (til en stilling som kommunikationsansvarlig) og bruge den som reference. Skal jeg fortælle hende sandheden?
Der er sådan en underlig tendens til, at vi tror, at vi bliver ansat i fremragende stillinger, bare fordi vi er dem, vi er. Vi har charme, humor og vil passe godt ind i det eksisterende team, forestiller vi os, at arbejdsgiveren tænker. Og selvfølgelig betyder det noget, hvem man er - men det, der tæller sådan rigtigt, er jo om man er dygtig. Derefter, om man er villig til at slide. Og så kommer kemien med resten af stedet.

Jeg synes, at hvis man har personlig hjemmeside, der ikke viser en hejs af, hvem man er professionelt, så har den intet at gøre i en jobansøgning. Da slet ikke, hvis det er en side, der først og fremmest bygger på humor. Humor er så individuelt og personlig, at det nemt kan misforstås - og måske endda blive taget ilde op.

Jeg synes, du skal tage en snak med din veninde om, at hun kun skal vedlægge links og dokumenter, som arbejdsgiveren kan bruge til noget konkret. Hvis de får 200 ansøgninger, og ved nogle af dem rent faktisk giver sig tid til at klikke på links, og så kommer ind på sider med dårlig humor og personlige feriebilleder, så tror jeg nok, man kunne komme nederst i bunken i en fart.

Hun skal med andre ord koncentrere sig om at skrive en meget kortfattet og satans fængende ansøgning. Så kan hun senere se, om hun vil vove pelsen og springe ud med sin humor og sine personlige anektdoter. Du kan evt minde hende om, at det er gået galt for maaange mennesker, der bloggede om deres arbejde.

Min veninde, som jeg er ret ‘tæt’ med har en hjemmeside, som hun selv synes er interessant, sød og sjov, men som ikke får hendes humor formidlet sådan helt rigtigt. Sagt på den direkte måde: Hjemmesiden er pinlig, kikset og får mig til at krumme tæer. Problemet er nu, at hun vil skrive linket til hjemmesiden i en ansøgning (til en stilling som kommunikationsansvarlig) og bruge den som reference. Skal jeg fortælle hende sandheden?

I går spiste jeg frokost med nogle kolleger. Da jeg efterfølgende nettede mig på dametoilettet, opdagede jeg to riskorn af betragtelig størrelse, der sammen med en spinattrevl var faret vild et sted mellem min næserod og kind. Det var smukt.

Jeg tilgav dem. De er kun mine kolleger, og den slags kan være svært at sige. Man sidder der i en stor kantine, og godt nok bliver Dame med Vildfarne Riskorn til grin for alle, der kan se hende, men man slipper på den anden side for selv at blive draget ind i pinligheden, ved bare at lade det passere. Og lade som om man ikke så det. Man er ikke forpligtet. Højst lidt menneskelig. Det er text book mikrosociologi.

Havde det derimod været mine veninder, der lod mig sidde der i kantinen med riskornet og tro, at alle lo af min weekendanekdote om hvor farligt en ornli hashkoger er efter tre års afholdenhed i rusmiddelkategorien, ikke af maden på afveje, så var jeg blevet noget der ligner rasende. Og at mine veninder, som kalder sig ‘tætte’ med mig, ikke blot ikke tør risikere pinligheden i at gøre mig opmærksom på risret i spinat på kind, men endda vil lade mig marchere ind til jobsamtale iført den, det ville jeg synes var… grund til at slå op.

Jeg vil vide, hvis min veninde har opdaget, at jeg har ris på kinden. Eller hvis hun synes, at jeg ser tyk ud i en kjole, jeg har tænkt mig at tage på til min ekskærestes reception. Eller hvis hun synes, at den hjemmeside, jeg holder mig, er for kikset til professionelt brug.
Jeg er veninde med hende, fordi jeg respekterer hendes smag og hendes dømmekraft. Ikke fordi hun har pli nok at være misforstået dannet i sin tavshed.

Stram op,
Dines.

Min veninde, som jeg er ret ‘tæt’ med har en hjemmeside, som hun selv synes er interessant, sød og sjov, men som ikke får hendes humor formidlet sådan helt rigtigt. Sagt på den direkte måde: Hjemmesiden er pinlig, kikset og får mig til at krumme tæer. Problemet er nu, at hun vil skrive linket til hjemmesiden i en ansøgning (til en stilling som kommunikationsansvarlig) og bruge den som reference. Skal jeg fortælle hende sandheden?

Noget af det, der kan undre mig mest i hele verden er, at der tilsyneladende er et marked for alt. ALT. Hårløse hunde, billeder af grædende børn, kaffe med kokossmag og dårlige hjemmesider. Du synes, at din venindes side stinker, men som Lene er inde på, kan det jo rent faktisk være, at lige præcis dette firma knuselsker humor som hendes. Forstå det, hvem der kan.

Det jeg synes, at du kan gøre, er at tage en snak med hende om faren ved at linke til sin hjemmeside i en ansøgning, sådan helt generelt. For det er vel ok at spørge, om hun har overvejet, at det kan skade hendes chancer for at komme til samtale, når hun ikke kender firmaets takt og tone, og derfor ikke ved, om de vil synes, at hjemmesider som hendes er sjove? På den måde synes jeg, at du hjælper hende, fordi du gør hende opmærksom på, at det KAN være farligt at linke, men du forholder dig ikke til sidens indhold.

Jeg har altid forsøgt at se jobsamtaler som dates, for selvom man i øjeblikket godt kan blive grebet af konkurrenceånden, hvor det at vinde/blive ansat pludselig er det eneste der betyder noget i hele verden, så skal der være interesse på BEGGE sider af bordet, hvis alliancen skal blive en succes på sigt. En mulighed, du derfor kunne lufte for hende, var at skrive i ansøgningen, at hun har en hjemmeside (= jeg kan godt finde ud af det der internet og sager), men undlade at skrive adressen. Hvis hun så bliver kaldt til samtale, og hun kan mærke, at der er god kemi, kan hun give dem linket der.

Hvis alt andet kikser, så mind hende om, at hvis hun linker til siden i sin ansøgning, så afskærer hun sig selv fra at skrive om job, chefer og kolleger på siden fremover.

Glædelig jul.

Linda