Dines: Hårdt mod hårdt duer ikke
30 12 2009
Jeg er Facebookvenner med min 12-årige kusine. Hun har over 300 jævnaldrende venner, og jeg tror, hun har glemt, at der gemmer sig enkelte voksne imellem. I hvert fald kan jeg se på hendes wall, at hun og veninden planlægger at tage til en hemmelig nytårsfest. Hendes forældre - som ikke er på Facebook - tror, at hun skal til nytårssleep-over hos veninden. Hun er også tagget i billeder, hvor hun drikker sig meget fuld, ryger og kysser drenge, så det er nok ikke sodavandsfest med ballondans, hun skal til. Ikke for at lyde snerpet, men er det ikke lidt tidligt? Er der alternativer til at sladre til hendes forældre? Hun ser mig lidt som en cool storesøster - og det vil jeg jo gerne bevare. Kh U-cool Nanna, 24.
Kære Nanna.
Da jeg var på din kusines alder, var min forældre de strengeste i klassen. Jeg måtte ikke gå til fester eller drikke før jeg var 16, og som 12-årig var jeg på nippet til at snige mig til fester af typen, som kun forstaden kan byde på. Med alle de dårlige kammerater. Dem som røg hash og havde sex bag rygeskuret i 7. klasse. Dårligt selskab, ville min mor have sagt.
Men min bedste veninde havde et par yngre forældre, som forstod, at når de ikke kunne holde os fra alkoholen, kunne de måske påvirke vores forhold til det. Derfor lavede min venindes far en aftale med os: vi måtte drikke alt det, vi ville - så længe vi ikke forlod deres hus. Hos dem havde vi lov at drikke os fulde på teenagemåden med både skrål, skrig, bræk og tømmermænd. Hendes forældre kiggede ind til os nu og da og stod parate, hvis det tog overhånd.
Da vi blev gamle nok til de rigtige forstadsfester, havde vi overstået de første ubehagelige møder med for meget alkohol og kunne styre os. Jeg giver hendes forældre skylden for, at jeg ikke endte til udpumpning eller i andre vanskeligheder, fordi mine forældre ikke have øjne for, hvad jeg var klar til og hvornår.
Du har chancen for at være den ansvarlige voksne, der kan være med til, at din kusine kommer ordentligt ind i det med alkohol. Jeg synes, hendes alder er underordnet, for det er nu, hun er klar til det, og derfor noget, hun alligevel vil gøre.
Jeg synes, du skal ringe til din kusine og forklare, at du ved besked om den hemmelige fest. At du ikke bryder dig om, at hun som 12-årig skal til at være teenager, men at du vil tilbyde hende et kompromis. Går hun ikke med til det, bliver du nødt til at involvere hendes forældre.
Hun skal gå med til, at hun fortæller dig, hvor festen er - men at du ikke tager derhen (du bor formentlig heller ikke lige i nærheden). I stedet skal hun gå med til, at du ringer til hende løbende nytårsaften. Hun skal svare telefonen, og hun skal kunne føre en samtale. Kan hun ikke det, eller svarer hun ikke, så ved hun, at du har adressen til festen og hendes forældres telefonnummer. Og godt kan sætte de to i forbindelse med hinanden.
Engang i det nye år kan du jo invitere hende til en storesøstersnak om, hvad hun egentlig går og laver - om hun kan lide at feste og snave allerede nu, eller om hun bare gør det, fordi de andre gør det. Eller om hun skal have støtte til alt det med gruppepres.
Jeg ved ikke, om dette overhovedet kan lade sig gøre. Linda har ret i, at det kommer an på, hvor tæt du er på familien, og om du kommer i seriøs klemme, hvis forældre opdager dit lille nytårsstunt. Men jeg synes du skal arbejde på en løsning, der går ud på at være en ansvarlig, men forstående hånd, hun kan tage fat i, når hun skal igennem alt det, der kommer nu. Det vil du altid kunne forsvare over for hendes forældre, hvis det er med et omsorgsfuldt fortegn.
Godt nytår. Virkelig.
Dines.




Diskussion