URBANblog

Lene: Det er børns svøbe at have fejlbarlige forældre

30 11 2009

leneMin mand har en datter fra et tidligere forhold. Forholdet til pigens mor volder en del problemer. Når pigen bliver afleveret hos os, er hun ubegribeligt ‘nusset’. Bukserne er for korte, trøjen beskidt og hendes hår bliver konsekvent kun klippet, når hun er hos os. Lige  nu kører vi et system, hvor hun har skiftetøj her, som hun får på, når hun kommer, og efterlader, når hun skal tilbage til sin mor. Ellers ‘forsvinder’ det, og vi får hende 14 dage efter i en ny omgang laser og pjalter. Når hun kommer, ligner hun et barn, der går for lud og koldt vand. For god ordens skyld skal jeg sige, at der ikke er tale om, at hun er udsat for omsorgssvigt eller lignende. Moderen ser det simpelthen bare ikke. Hvad skal vi gøre? Stedmoderen

Kære stedmoder,

Definer lige omsorgssvigt for mig?
Den situation du beskriver,  bærer præg af omsorg for moderens følelser og et forsøg på at gøre livet så godt for din steddatter som muligt, når hun er hos jer.  Men omsorg for barnet er det altså ikke.

Din steddatter skal leve et liv hos jer og et andet hos sin mor. Det er meget forlangt, at et barn skal bære den byrde, ikke at skuffe nogle af sine forældre.  Børn skal have faste rammer og skal ikke være dem, der selv skal finde vej i det uafklarede morads mellem skilsmisseforældrene.
Det er en svær situation for dig, men du er en af de  voksne, der skal lade barnet være barn og befri hende for nødvendigheden af, hele tiden at skulle leve op til noget, der er foranderligt.

Det skader hende. Tro mig. Jeg har selv været det skilsmissebarn og jeg er verdensmester i at vurdere forventninger. Jeg er bare sindssygt dårlig til at slappe af og passe på mig selv, fordi jeg har brugt alle mine kræfter på at aflæse og indfri alle andres forventninger.

I bliver nødt til at tale med hendes mor og få hende til at forstå, at voksen stolthed og voksne behov ikke må komme i vejen for barnets tarv.
Pigens vilkår vil ikke blive bedre, hvis hun bliver mobbet for sit tøj og hjemmeklippede hår, så hun får endnu mere dårlig samvittighed over at skamme sig over sin mor. Og sig selv.

Pas godt på hende, det kommer nok til at kræve mere end en enkelt dyb indånding.

Kærlig hilsen
Lene


Actionpoints

Informationer

Skriv en kommentar

Du kan bruge disse HTML tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>