Det Gode Råd

Jeg er en kvinde på 38 år, der bor med min kæreste. Da vi rejser en del i forbindelse med vores respektive jobs, har vi fravalgt både børn og husdyr. Det er vores hjem naturligvis indrettet efter. Mit problem er min søster. Når vi inviterer hende og manden til middag, tager de altid både børn og hund med. Børnene (de er fem og syv år) kan jeg gå med til, men jeg har det meget svært med hunden. Den hopper op i både sofa og seng og fælder som bare fanden. Hun har aldrig spurgt, om det var ok at tage den med, men ser den som et familiemedlem, der helt naturligt er omfattet af invitationen. Kan man tillade sig - efter 4 år - at sige, at den ikke længere er velkommen? Mvh Den Onde Søster.

Umiddelbart virker det som om, du blæser problemet op til noget større, end det er. Har I ikke en dør til soveværelset, som I kan låse, hvis I vil undgå besøg af pelsdyr i sengen? Desuden er det ikke ondt at sige, at hunden ikke må være oppe i møblerne.

Det er heller ikke forkert at sige, at hunden slet ikke må komme, men til gengæld er det farligt. Jeg er sikker på, de vil undre sig, og I risikerer, at børnene kommer til at tænke på jer som sure og vrisne familiemedlemmer.

Det kan I selvfølgelig være ligeglade med, men hvis I tænker lidt frem, kan det måske blive et problem. Når I selv har fravalgt børn, kan en af jer nemt komme i den situation at sidde alene som gammel. Og hvem gider lige at besøge sin sure, sarte tante? Hun brokker sig nok alligevel.

Når min familie kommer på besøg, slæber de børn med af den type, som man kan høre 100 meter inden, de ringer på døren. De hopper i min seng og larmer så meget, at de tærer for et halvt års goodwill hos mine naboer.

Men det er familie, og de opfører sig altså bare ikke altid, som man lige ønsker. Jeg betragter bare anstrengelserne som en slags bestikkelse, så jeg stadig kan have et håb om at modtage telefonopkaldet, der inviterer til familiejuleaften og fritager mig for at gå ned foran Fakta og drikke øl for at få selskab sidst i december.

God støvsugning,

Thomas